Ramen æg – smagfulde æg til den klassiske japanske Ramen suppe
Det smagfulde, smukke Ramen æg
Ramen æg er noget af det bedste ved en god skål Ramen. Ægget giver en helt unik dimension til retten og giver skålen med suppe det helt rigtige udseende.
Men hvad er forskellen på et almindeligt blødkogt æg og et Ramen æg?
Jo ser du, et Ramen æg er marineret i soja sauce og mirin – den perfekte kombination af salt, sødme og umami, som giver ægget en helt anden smag, men også en anden konsistens.
Æggehviden, som normalt er en smule intetsigende, får pludselig tekstur og masser af smag, mens æggeblommen bliver helt cremet og ekstra smagfuld.
Denne opskrift er et absolut must, hvis du skal lave autentisk japansk Ramen!
Og bare rolig – det er super nemt at lave, bare følg med her:
1. Kog dine æg
Det kan måske lyde lidt for nemt, men det kan faktisk være en kunst at koge det perfekte æg – og dette skridt er nok det allervigtigste for at opnå det perfekte resultat!
- Fyld vand i en gryde. Sørg for, at gryden er stor nok til at æggene kan ligge i bunden i ét lag, og at der er ca. 2cm vand over æggene.
- Tilsæt lidt salt eller lidt eddike i vandet (dette er for at forhindre, at æggehviderne løber ud, hvis der er en revne i et æg).
- Bring vandet i kog på høj varme med låg på. Sænk derefter varmen til medium eller medium høj, så vandet stadig bobler, men ikke bulderkoger. Æggene er nemlig mere tilbøjelige til at revne når vandet koger for fuld drøn.
- Sænk hvert æg forsigtigt i vandet med en ske.
- Så snart du har sænket alle æggene ned i vandet, skal du lægge låget på igen, og straks indstille uret. Her er vores anbefalede tider:
- 5 ½ minut giver bløde æggehvider og meget flydende æggeblommer – disse æg er meget delikate og kræver stor forsigtighed.
- 6 minutter giver en mere fast hvide, men stadig flydende æggeblomme.
- 6 ½ minutter giver en fast hvide og en æggeblomme der stadig er flydende, dog med lidt mere tekstur. Det er denne tid der ses på billederne i denne opskrift – og det er klart vores favorit.
- 7 minutter giver en meget fast hvide og en mere smilende, næsten fast æggeblomme.
Når uret ringer, skal du fjerne æggene fra gryden og læg dem straks i en skål med koldt rindende vand i mindst 2-3 minutter, eller læg dem i en skål med isvand i et par minutter.
Pil forsigtigt æggene ved nænsomt at slå dem mod en hård overflade for at skabe små revner langs overfladen. (Æg der koges i 5 ½ minutter, vil være vanskeligere at pille end æg der har kogt i 7 minutter).
2. Marinér dine æg
Marinaden til Ramen æg, består altid af et par basis ingredienser.
Som minimum kræver det at du har Soja sauce og Mirin. Herfra kan man udvide og eksperimentere sig frem til sin helt egen unikke opskrift.
Basisopskrift:
- 1 dl Soja sauce
- 2 dl Hon mirin
Hvis du føler dig eventyrlysten:
- 1 dl Soja sauce
- 1 dl Lys soja sauce (Usukuchi)
- 2 dl Hon Mirin
- Krydderier som Nanami Togarashi, stjerneanis, hvidløg eller ingefær
Fremgangsmåde:
Anbring ingredienserne til marinaden i en beholder med et lufttæt låg. Rør rundt til ingredienserne er blandet. Den basale marinade er nu klar.
Hvis du vil tilføre marinaden mere smag, kan du hælde den i en lille gryde sammen med ½ dl vand. Tilsæt chili, hvidløg, ingefær eller stjerneanis (eller alt sammen, hvis du tør!) og lad blandingen simre. Så snart saucen har simret et minut eller to, fjernes den fra varmen og afkøles til stuetemperatur.
Sidste skridt er det absolut nemmeste – put dine æg og din marinade i din lufttætte beholder, og sæt den i køleskabet. Et godt tip, hvis din marinade ikke dækker æggene helt: Læg et stykke køkkenrulle oven på æggene. Køkkenrullen suger marinaden til sig og sørger for at oversiden af ægget også marineres og farven dermed bliver ensartet.
Lad æggene marinere i mindst 2 timer, gerne 8-12 timer, eller, hvis du vil have det allerbedste resultat, 24 timer.
Fjern æggene fra marinaden og anbring dem i en separat lufttæt beholder. Disse kan opbevares i køleskabet i op til 4 dage. Opbevar resten af marinaden i en lufttæt beholder i køleskabet. Den kan genbruges i op til 3 uger.
Nu er dine æg klar til din suppe – eller prøv dem sammen med andre nudelretter, ris, eller sågar i lækre salater. Mulighederne er mange – og vi er sikre på du bliver helt vild med disse smagfulde japanske æg!
Dōzo omeshiagarikudasai!







